Da materialismen og udviklingen af forbrugs- og velfærdssamfundet i de første årtier efter den seneste verdenskrig, for alvor begyndte at tage fart, ændrede dette i nogen grad vilkårene for demokratiet: Det blev i højere grad end tidligere underforstået, at demokratiet og samfundet ikke længere skulle hvile så meget på borgernes skuldre, men i stedet i højere grad overtages af økonomiske og politiske ”eksperter." Borgerne skulle i stedet koncentrere sig mere om at forbruge og nyde de velfærdsgoder den ekspanderende samfundsøkonomi skabte muligheder for.
Dette indebar bl.a. at indflydelsen på samfundets værdier og den retning samfundet udviklede sig i, i højere grad end det måske var tilfældet tidligere, skulle tages ud af borgernes hænder, fordi det nu i overvejende grad var hensynet til økonomien der skulle bestemme, hvad der var politisk realistisk og relevant.
Demokratiet kom derved i højere grad end tidligere til at handle om, hvorledes samfundets økonomi kunne udbygges og bevares og hvorledes de økonomiske og materielle værdier skulle fordeles. Og dette blev nu også i højere grad de politiske diskussioners tema.
Dette kom dels til at betyde, at den økonomiske magts betydning i samfundet, blev styrket, samtidig med at magten måske i endnu højere grad end tidligere, blev lagt i hænderne på en ganske lille samfundsgruppe. Dette skete i takt med at forbrugerismen bed sig fast, understøttet af fagbevægelsen og Socialdemokratiets kamp for arbejderklassens og den voksende middelklasses angivelige ret til at få en større andel i forbruget og velfærden. Så havde der altid været en lille økonomisk elite i samfundet der bestemte, så blev denne elites indflydelse nu i endnu højere grad legitimeret, både af borgerne selv, det politiske system og af demokratiet. Men det deraf følgende, voksende forbrug, stillede også større krav til vores behov for naturressourcer.
Udfordringen for os består nu bl.a. i, at et stort og voksende forbrug af naturressourcer, globalt set, har en pris og at måden, vi har indrettet os på, mere eller mindre har gjort os allesammen til passive vidner til konsekvenserne af det voksende forbrug.
Hvis vi et øjeblik ser ud over vores eget lands grænser og betragter den store verden, så er vi mange steder vidner til at menneskeheden er havnet i en alvorlig krise. Også selvom vi måske ikke er blevet berørt så meget af det endnu. Vi formår f.eks. stadig at holde de værste flygtningestrømme ude. Men hvor længe kan vi holde stand? Det er der ikke nogen der rigtigt kan svare på. Og det minder os om, at vi ikke bare kan stikke hovedet i busken, midt i en kaotisk omverden. Vi har god grund til at forsøge at forholde os ærligt til den omgivende verden, således som den er.
Men vi er altså samtidig blevet passive tilskuere, både til disse og til vores egne udfordringer. Ikke mindst på grund af den globale økonomiske magt og de præmisser og regler den er baseret på. Vi er blevet paralyseret. Vi hænger fast i nogle strukturelle problemer vi ikke selv kan gennemskue og derfor heller ikke, uden videre, selv kan finde en vej ud af. Dels på grund af økonomiens magt i sig selv, dels på grund af nogle psykologiske mekanismer, som vi vil vende tilbage til. Forenklet sagt er det dog først og fremmest materialismen, dvs. vores overdrevne optagethed af penge og materielle ting, der har ført os ud i den situation.
Samfundet er blevet noget økonomer, politikere og folk med penge har bedst forstand på. Og det betyder bl.a. at den almindelige borger reelt ikke har ret meget indflydelse på, hvor samfundet og verden bevæger sig hen.
Dette hænger dog også sammen med at almindelige borgere ikke opfordres til at gøre sig overvejelser omkring disse ting. Som borgere skal vi blot overholde landets love, passe de forpligtelser vi får tildelt, f.eks. gennem vores arbejde, og sætte vores kryds, når der er valg. Heri ligger vores ansvar. Ansvar ud over dette tager eliten sig af.
Konsekvensen er bl.a. at der i dag er relativt få, der rigtigt tager ansvar for noget, sådan helt betingelsesløst, hverken i arbejdsøjemed eller privat, i forhold til f.eks. samfundet, miljøet eller andre mennesker. Og det er ikke mindst her, den spirituelle indsigt kan være os til gavn.
Spiritualiteten hjælper os nemlig til at blive bevidste om, at vi hver især selv kan tage mere ansvar og at vi selv har nøglen til løsningen på vores egne problemer. Dette er spiritualitetens vigtigste rolle.
”Ok!” Kunne man sige. ”Spiritualitet er altså noget der hjælper os til at gennemskue og løse vores egne problemer? Det lyder næsten religiøst. Skal vi være religiøse for at tage imod denne hjælp?”
Svaret er nej, det behøver vi ikke. Vores problemer skyldes ikke mangel på religion eller religiøsitet. Vores problemer skyldes først og fremmest, at vi ikke selv kan gennemskue årsagerne til vores egne vanskeligheder og at vi derfor heller ikke i så høj grad tager ansvar i retning af at løse dem. Vores udfordringer skyldes således ikke så meget mangel på tro som mangel på viden.
