Den økonomiske filosofi antager at naturen grundlæggende er primitiv og kaotisk og at det derfor bl.a. er vores opgave som mennesker at underlægge os den. Og dette kan vi gøre, har man ment, ved at opbygge de menneskelige samfund uafhængigt af ”det vilde”. Men ved på denne måde at frigøre os fra naturen, overgik den fra bl.a. at være en for menneskeheden fælles ressourcemæssig basis til at blive et værdiløst ”ingenmandsland”.
Dette betød bl.a. at hvor man normalt ville sige, at naturens ressourcer naturligvis har en værdi i sig selv, i kraft af hvad de kan anvendes til, så besluttede man sig for at naturens ressourcer var "værdiløse". Naturens ressourcer kunne kun have værdi, hvis man kunne handle med dem, bytte dem til noget andet eller lade dem indgå i en eller anden form for produktion. Dermed blev naturlige ressourcerne til varer der kunne beslaglægges og opkøbes af handlende, for at blive solgt videre med fortjeneste, hvor det var den pris ressourcerne kunne handles til, der kom til at bestemme deres værdi.
Hermed opstod det første tragiske skisma mellem den ”dannede” menneskehed på den ene side og naturen, med dens rigdom af naturlige ressourcer, på den anden. Og det var ikke mindst denne måde at se verden på der gjorde, at vi ofte ikke havde de store betænkeligheder ved at nedslagte de naturfolk som kom i vejen for vores jagt på nyt land, eller vores bestræbelser på at udnytte naturens ressourcer for egen økonomisk vindings skyld - Dette syn på naturen som noget uvedkommende der skal udnyttes, er således den ene af grundene til vores problemer.
En anden grund til at vi er kommet galt af sted i vores forståelse af økonomi og ressourcer, skal findes i udviklingen efter oplysningstiden, dvs. tiden efter reformationen. Newton havde afsløret at Vorherre ikke slyngede planeterne rundt i verdensrummet, men at planeternes bevægelser faktisk fulgte nogle bestemte naturlove. Man udlagde det sådan, at videnskaben dermed havde ”bevist” at der ikke længere var brug for Vorherre og at man derfor måtte finde en ny filosofi eller ideologi at basere samfundet på. Mennesket blev naturens nye herre og der var herefter ikke andre hensyn mennesker skulle tage end dem, man mente tjente menneskenes egne interesser. Ligeledes fandtes der heller ikke andre love vi mennesker skulle følge end dem, vi selv udtænkte og formulerede.
Dette blev bl.a. anledningen til at liberalismen og de øvrige samfundsøkonomiske teorier opstod, som efterhånden udviklede sig til det samfundssystem vi kender i dag. Vi havde adskilt os fra naturen, og som følge af reformationen og naturvidenskabens sideløbende oprør mod kirken, havde vi for manges vedkommende nu også mistet troen på en højere mening eller en højere retfærdighed. Vi stod i en slags eksistentielt tomrum. Der var derfor brug for et nyt filosofisk og eksistentielt grundlag at leve og bygge videre på. Og dette grundlag fandt vi bl.a. i den økonomiske teori og filosofi.
Den økonomiske filosofi gavner os ikke ret meget. Den sætter først og fremmest begrænsninger op for de fleste, for at tilgodese nogle fås økonomiske interesser - Men hvorfor har vi accepteret den økonomiske filosofis præmisser om, at ressourcer er noget vi skal arbejde for, og at der ikke er, eller ikke bør være, naturressourcer nok til alle? Svaret er, at det bl.a. skyldes en forestilling om, at nogle mennesker er mere værd end andre.
De grundlæggende principper i den økonomiske teori blev udtænkt på et tidspunkt hvor almindelige mennesker hverken kunne læse eller skrive. Folk vidste ikke mere om verden end det præsten kunne fortælle dem i kirken om søndagen på latin.
Idéen var at adelen, godsejerne og den øvrige økonomiske overklasse skulle have et incitament til at investere i de små landsbysamfund. Og dette mente man kun ville være realistisk hvis investorerne kunne forøge deres rigdomme ved det. Hvis de økonomiske fordele for overklassen ikke ville være store nok, mente man at landsbysamfundene ikke ville kunne udvikle sig og fattigdommen i de små landsbysamfund derved ville bestå.
De økonomiske teorier fik lov at etablere sig i de efterfølgende århundreder, uden at nogen sagde økonomerne imod, for hvem er imod udvikling og udryddelse af fattigdom? Derfor fik vi efterhånden udviklet en samfundsorden på præmisser der handler om, at nogle få skal have flere privilegier end andre, om nødvendigt også på de manges bekostning.
Den økonomiske filosofi blev løbende udvidet, tilpasset og forbedret, så den altid svarede til tiden og samfundets udvikling. Nye teser blev lagt til det bestående, baseret på implicitte idéer om at ”skabelse af økonomisk rigdom er et af menneskets største bedrifter” og at ”begavede og kreative mennesker kun kan betragte varetagelse af egen velstand og egne privilegier som deres vigtigste incitament”. At mennesker med andre ord ikke kan motiveres af andre hensyn end sine egne behov og interesser. Og da økonomisk velstand bl.a. forudsætter at naturressourcer omsættes til økonomisk kapital, blev naturressourcerne noget der skulle opfylde menneskers ønske om rigdom, fremfor at være noget vi bruger til at bygge verden og samfundet op med.
Da naturressourcerne altså, ifølge denne tankegang, først og fremmest skal være tilgængelig for de velhavende, betyder dette for det første, at der aldrig vil være ressourcer nok til alle. Og for det andet, at den begrænsede mængde naturressourcer der rent faktisk vil være tilgængelig, skulle forfordeles til fordel for dem, der ofte i forvejen havde flere ressourcer til rådighed end de kunne bruge.
Nogle vil nu kunne indvende at dette jo reelt ikke er noget problem længere, fordi den globale produktion og økonomiske vækst efterhånden har løftet størstedelen af menneskeheden op over fattigdomsgrænsen og at de virkeligt rige kun udgør et ganske lille mindretal. Dette bliver problemerne med f.eks. ødelæggelsen af naturen og de begrænsede naturressourcer bare ikke mindre af.
Et andet problem den økonomiske vækst og forholdsvise økonomiske velstand heller ikke løser er problemet med den økonomiske magt. Grådighed er ikke nødvendigvis en dyd, ligesom det ikke nødvendigvis er udtryk for stor personlig visdom og indsigt at tilhøre den rigeste del af menneskeheden. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at fordele indflydelse på verden efter økonomisk formåen.
Tværtimod vil mennesker med f.eks. stor filosofisk, videnskabelig, kunstnerisk eller menneskelig indsigt sjældent være at finde blandt dem, der er mest optagede af penge.
Hvilken betydning dette f.eks. kunne have for vores samfund eller for verden i det lidt større perspektiv, kan man selv tænke sig til. Men man kunne måske spørge sig selv om det formålstjenlige i at overlade størstedelen af indflydelsen på verden til de, i åndelig henseende, relativt mindre bemidlede.
Et andet spørgsmål vi kunne stille os selv kunne være, om det er hensigtsmæssigt at sidestille frihed med adgangen til penge? Det siger ganske vist sig selv, at beslaglæggelse af klodens naturressourcer naturligvis lægger visse begrænsninger på dem, der ikke har fri adgang til den økonomiske kapital, naturressourcerne for enhver pris skal omsættes til. Men dette skyldes alene det faktum at vi har opfundet nogle økonomiske regler og valgt at indrette os efter dem – Hvad kunne der ske, hvis vi vedtog nogle andre regler for adgang til naturens ressourcer og valgte at indrette os efter dem i stedet?
I et demokrati har vi som borgere medindflydelse på alle de love og regler vi har valgt at indrette os selv og samfundet efter, i hvert fald principielt. Derfor kunne vi i princippet sagtens vedtage nogle andre love at indrette os efter end de love, der f.eks. i dag gælder for vores adgang til ressourcerne. Økonomiens love er nemlig ikke naturlove. Det er love og regler vi selv har fundet på.
Vores udfordring består imidlertid bl.a. i, at vi kollektivt har ladet os fange i nogle bestemte regler eller præmisser for, hvad ressourcer er og hvad ressourcefordeling handler om. Med dette som udgangspunkt har vi skabt en stor samling af love der tager udgangspunkt i vores nuværende forståelse af økonomi og indrettet samfundet efter dette. Denne ordning har imidlertid flere uhensigtsmæssige konsekvenser, der bl.a. består i, at den unødigt begrænser vores frihed.
Løsningen, hvis vi ønsker mere eller større frihed (og det er i høj grad det, der er denne hjemmesides formål) handler bl.a. om at vi sætter os lidt ind i, hvordan denne proces er gået for sig. Vi bør kunne gennemskue økonomiens nuværende konsekvenser og de begrænsninger den opstiller, så vi kan gøre os fri af dem og indrette os efter nogle andre og bedre regler.
Det demokratiske samfund bør bl.a. baseres på samarbejde og på at acceptere, at vi allesammen skal være med til at bestemme, hvilke værdier der skal præge fællesskabet, i stedet for som nu, at overlade denne bestemmelse til andre (økonomer, politikere, arbejdsgivere, kapitalinteresser etc.)
Når vi på denne måde selv tager ansvaret for verden, på ærlig vis og med udgangspunkt i, hvad vi hver især selv føler og mener er rigtigt og værdifuldt, så stiller livskraften sig så at sige til rådighed for os og sørger for, at vi altid har, hvad vi skal bruge. Men det forudsætter altså at vi bl.a. helt opgiver materialismen som ideal og samfundsfilosofi og sætter os ind i, hvad livskraft er og hvordan den virker.
