ØKONOMI

Ifølge Wikipedia er økonomi citat ”en samfundsvidenskab der analyserer produktionen og forbruget af varer og tjenesteydelser. Et vigtigt fokus er, hvordan og hvorfor forskellige aktører som forbrugere og virksomheder handler i forskellige situationer, og hvordan nationers og andre større sammenslutningers økonomiske sammenhænge fungerer.

Økonomi er (således) en videnskab der undersøger menneskets adfærd som et forhold mellem mål og begrænsede midler der har alternative anvendelsesmuligheder.

Definitionen (af økonomi) gengives ofte som ”økonomi omhandler allokering af knappe resurser” og henleder altså opmærksomheden på det forhold, at menneskets adfærd i stort set alle sammenhænge typisk vil være påvirket af knaphed af en bestemt resurse, hvad enten denne er en naturresurse i fysisk forstand, varer, penge, tid eller mentale resurser. Andre definitioner har i tidens løb fokuseret på økonomi som bl.a. studiet af skabelsen af rigdom, af hvordan mennesker træffer beslutninger, af markeder og maksimerende adfærd og af, hvordan mennesker tjener og anvender deres indkomst.” Citat slut.

Således en ”officiel” definition af økonomi, i dette tilfælde iflg. Wikipedia. Læg mærke til at der tales om ”knappe ressourcer” som en forudsætning for at præmisserne for økonomien er opfyldt og hvorledes menneskers adfærd kan påvirkes af netop denne "påtvungne" ressourcerknaphed.

Økonomi handler altså bl.a. om at der ikke må være ressourcer nok til alle, bl.a. fordi økonomien skal bruges som et værktøj til at styre nogle menneskers adfærd. Man der står ikke noget om hvem der skal styre hvem eller hvorledes dem der styrer, selv kan blive styret.

Hvad handler økonomi også om?

Mere basalt handler økonomi (makroøkonomi) dog også om hvorledes materielle ressourcer fordeles og cirkulerer rundt mellem samfundets forskellige bestanddele (mennesker, virksomheder, institutioner etc.) således at disse bestanddele kan udvikles og bevares. Vi skal jo f.eks. have tag over hovedet og mad på bordet for at vi kan passe vores arbejde. Virksomheder og institutioner skal have tilført ressourcer for at kunne fungere. Samfundets forskellige faciliteter og infrastruktur skal ligeledes have tilført ressourcer for at kunne fungere og holdes ved lige etc. etc. Dette sørger pengestrømningerne i samfundet for. Så længe pengene får lov at strømme frit i samfundet og binder det økonomisk sammen , fungerer alt som det skal.

Samfundet er altså baseret på cirkulation af betalingsmidler. Dette skyldes bl.a. at vi i indretningen af samfundet har fundet ud af, at udveksling af penge er en nemmere måde at fordele ressourcerne på end f.eks. udveksling af naturalier. Pengeøkonomien medvirker på denne måde til at skabe orden i samfundet. 

Men økonomien er, med sine indbyggede og tilknyttede love og regler, også anledning til en del problemer. F.eks. er økonomiens nuværende præmisser i høj grad konfliktskabende. Og én af de vigtigste årsager til klodens mange konflikter ligger i den præmis, at i det øjeblik vi accepterer at der i princippet f.eks. er råstoffer og naturressourcer nok til alle, så ophører økonomien, som vi kender den, med at eksistere. Økonomien, samt de samfund den er baseret på, vil gå i stå; medmindre vi altså hurtigt finder ud af at indrette os efter nogle andre regler. Dette indebærer bl.a. at vi må omdefinere hele økonomibegrebet.  Dog, måske er det slet ikke så meget der skal til. Måske skal nogle enkle præmisser for økonomien bare skiftes ud med nogle andre.

F.eks. er ”markedskræfter” ikke, som nogen ellers tilsyneladende påstår, et livsvilkår. Markedskræfterne er en konsekvens af økonomiens nuværende love og regler, som i virkeligheden blot er idéer vi har fundet på og som vi i princippet bare kan skifte ud med nogle andre. Økonomien, som vi forstår den, er nemlig i princippet blot en idé, eller en samling af idéer. Og det betyder, at vi i princippet kan skifte disse idéer ud med nogle andre, der fungerer bedre og har færre ødelæggende konsekvenser.

Vi kan dog ikke gøre det med et fingerknips. Samfundet, vores vaner og økonomien er nemlig så at sige størrelser som er blevet vævet tæt sammen gennem en længerevarende proces. Faktisk er hele samfundet (og vores forståelse af det) i sig selv resultatet af netop en proces. Der skal derfor sættes en ny proces i gang (eller den nuværende proces skal føres i en ny og bedre retning) for at tingene kan ændre sig. Og dette kræver nok én eller anden form for kollektiv konsensus og enighed. Men hvis vi ønsker forandringer, kan vi derfor prøve at gennemskue hvorledes økonomiens love og regler binder samfundet sammen.

Vi kan godt være stolte af det velfærdssamfund, det er lykkes os at skabe på de barske præmisser økonomien er baseret på. Det er først og fremmest økonomiens indbyggede ”logik” der er vores problem. Mange kloge folk har gennem tiderne sagt den ikke holder i længden, den økonomiske logik. Og dette bliver vi på et eller andet tidspunkt nødt til at se i øjnene: Vi har bygget en civilisation på et fundament der ikke holder. Så det handler om at skifte fundamentet ud uden at samfundsbygningen styrter sammen.

Et samfund behøver ressourcer for at fungere og den vigtigste (økonomiske) ressource, vil økonomer nok påpege, er økonomisk kapital. Ressourcer og økonomisk kapital er dog ikke det samme. Økonomisk kapital er (akkumuleret) bytteværdi, der ikke i sig selv har noget med ressourcerne som sådan at gøre, hvilket bl.a. kan ses ved, at hvis vi tænkte os at penge og økonomisk kapital helt forsvandt som begreber, så ville ressourcerne stadig bestå.

Man kan sige at vi bruger kapitalen (og vores jagt på samme) til at forhindre ressourcernes ”fri bevægelighed”. Vi forhindrer altså i større eller mindre grad at ressourcerne altid kan komme derhen hvor der er brug for dem. Og det er fordi vi hellere vil bruge ressourcerne til at skabe kapital med end bruge dem til at indrette verden som vi ønsker det.

Dette betyder bl.a., at vores fokus flyttes væk fra det væsentlige: ”hvilke værdier vil vi bidrage med til verden” til fordel for ”hvor stor en del af kapitalen kan vi selv få andel i”. Det er det sidstnævnte vi bruger det meste af vores opmærksomhed på. Og dermed bidrager vi bla. til illusionen om at der aldrig er ressourcer nok.

Vi bilder os ind at ressourcer er noget vi skal skabe gennem spekulation og produktion. Sandheden er at ressourcerne hele tiden vil være der og at vi bare skal holde op med at misbruge dem. Og hvad der måske er vigtigere: Når vi hele tiden er optaget af vores økonomi og forbrug, overlader vi ansvaret for verden til andre (til dem der gerne vil tjene penge) i stedet for at tage ansvaret for verden selv. Når vi først er nået til den erkendelse, er vi allerede godt på vej.

Fødevarer er et godt eksempel: Når vi producerer fødevarer, lader vi naturens naturlige ressourcer "skifte form". Til dette anvender vi andre naturlige ressourcer, heriblandt arbejdskraft, ligesom der er brugt eller bundet en masse ressourcer til opførelse af bygninger, køb af maskiner, produktionsanlæg osv. Disse investeringer repræsenterer reelt ressourcemæssig værdi eller ressourcemæssige værdier, fordi der jo rent faktisk har været anvendt faktiske ressourcer til at frembringe dem. Denne ”ressourceværdi” udgør derfor reelt investeringernes reelle eller ”praktiske” værdi, som vi godt kan kalde kapital.

Pointen i vores problemer er bl.a., at vi ikke er tilfredse med dette. Vi forstår ikke (eller vil ikke acceptere) at klodens, verdens og menneskers ressourcer er reelle og faktisk eksisterer i sig selv, helt uafhængigt af økonomien - og at disse ressourcer så at sige har deres egen værdi i sig selv, som vi ikke bare kan tilsidesætte. Men vi har altså desværre besluttet at ressourcer kun kan have en værdi i kraft af, hvad de kan byttes til (dvs. omsættes eller sælges til). Kapital må altså handle om andet og mere end menneskers, tings og ressourcers reelle værdi (som f.eks. kunne måles på hvad mennesker kan bidrage med, eller hvor og til hvad de forskellige naturressourcer kan anvendes). Det er bl.a. derfor vi er havnet i problemer.

Mennesker, ting og naturressourcer kan altså kun have værdi i kraft af hvad de kan byttes til – og Ikke hvad de f.eks. kan benyttes til. Vi kalder dette fænomen “udbud og efterspørgsel”: et mantra i al økonomisk forståelse. Og det er i høj grad her, problemet ligger. Vi er derfor bl.a. nødt til at reformere vores forståelse af økonomi hvis vi vil verdens problemer til livs. 

Lidt historie

De grundlæggende principper i den økonomiske teori blev udtænkt på et tidspunkt hvor almindelige mennesker hverken kunne læse eller skrive. Folk vidste ikke mere om verden end det præsten kunne fortælle dem i kirken om søndagen på latin.

Idéen var at adelen, godsejerne og den øvrige økonomiske overklasse skulle have et incitament til at investere i de små landsbysamfund. Dette mente man kun ville være realistisk, såfremt investorerne kunne forøge deres rigdomme ved det. Hvis de økonomiske fordele for overklassen ikke ville være store nok, mente man at landsbysamfundene ikke ville kunne udvikle sig og fattigdommen i de små landsbysamfund derved ville bestå. Således gik det til at idéen om økonomisk ulighed og vækst i de følgende århundreder helt frem til nutiden kom til at blive en forudsætning for at fattigdom kunne mindskes eller udryddes og samfundene kunne udvikle sig.  

Der var ingen der sagde økonomerne imod, for hvem er imod udvikling og mindskelse af fattigdom? Derfor er den vestlige verdens samfund stadig baseret på præmisser der handler om at nogle få skal have nogle bedre privilegier og økonomiske muligheder end andre. Idéen er bl.a. , at ønsket om at få del i verdens rigdom og privilegier, holder samfundet i gang og i fortsat udvikling. Dette er sådan set økonomi og samfundsvidenskab i en nøddeskal.

Nu er der intet i vejen med at ønske sig rigdom. Ønsket om rigdom er bare ikke anvendeligt som et samfunds bærende og vigtigste grundlag. Det er villigheden til at tage ansvar derimod. For hvis samfundets kollektive bevidsthed er fokuseret på at skabe rigdom i stedet for på at tage kollektivt ansvar, så bliver samfundet jo også derefter. Og hvis samfundets kollektive bevidsthed er overbevist om, at ressourcer er noget der skal produceres og at der aldrig kan være ressourcer nok til alle, så får vi det konfliktfyldte samfund som kun en overdådighed af lovgivning og lovgivnings lovgivning kan holde i skak, i stedet for det begavede, ansvarsbevidste samfund, hvor ressourcernes tilstrækkelighed ville gøre det muligt for enhver frivilligt at deltage i opbygningen af det samfund det ønsker.  

3 økonomiske dogmer

Vi har altså brug for at omstille vores samfund fra at være et samfund, der er baseret på forbrug, handel og produktion af varer til at blive et samfund baseret på frivilligt initiativ og personligt ansvar.

Mange er givetvis allerede bevidste om dette. Men når disse mennesker går lidt videre med overvejelserne og måske dykker ned i, hvad det ville indebære at ændre samfundets idémæssige grundlag, så ville de måske, som noget af det første, støde ind i følgende argumenter imod at tage en sådan tanke alvorligt. Ikke mindst i betragtning af, at en global omstilling af samfundene fra værende baseret på forbrug til at være baseret på befolkningernes frivillig deltagelse og ansvar, også ville indebære en omfordeling af verdens rigdomme:  

1) Der er i dag ikke ressourcer nok i verden til at vi alle kan få en ordentlig tilværelse såfremt vi virkeligt skulle vælge at dele verdens rigdomme retfærdigt mellem os. Dels har vi gjort os afhængige af vort eget forbrug og har allerede opbrugt, eller lagt beslag på, størstedelen af verdens naturressourcer. Og dels bidrager f.eks. den 3. verdens lande ikke selv til verdensøkonomien ved at deltage i forbrugs- og produktionssamfundet på lige fod med os andre. Og ”vi kan jo ikke være socialkontor for hele verden, for så ville vor egen økonomi bryde sammen med alle de konsekvenser dette ville medføre for os alle, indbefattet den 3. verden”, synes argumentet at være.

2) Mennesket er dybest set grådigt og konkurrencebetonet i sin natur. Få, eller ingen, private virksomheder ville derfor blive drevet, såfremt det ikke var for den personlige økonomiske vindings skyld. Den private sektor i den vestlige verdens samfund ville desuden blive undermineret, hvis vi f.eks. valgte at dele verdens ressourcer ligeligt mellem os. Verdens mange virksomheder, kapitalejere og andre økonomiske interessenter ville holde op med at investere, producere og handle og dermed få de livgivende pengestrømninger i samfundene til at gå i stå, hvis der ikke længere var et økonomisk incitament.

3) Såfremt vi opgav de økonomiske teorier og præmisser der opretholder verdensordenen som vi kender den i dag, ville verdens ledere miste en stor del af deres indflydelse og flere af de værktøjer de bruger til at regulere og styre samfundene med. Samtidig ville politikerne miste deres magt til at effektuere de love de selv udtænker til at regulerer samfundet og lede, eller tvinge, borgernes adfærd i den retning de ønsker. Den økonomiske magt er nemlig den eneste magtfaktor vi kender og som vi kan forestille os fungere i et demokrati, hvis vi da ikke ligefrem skulle vælge at indrette os som en politistat. Og uden den økonomiske filosofi og teori som grundlag, ville ingen politikere vide, hvilke præmisser de da skulle lede og styre staten efter. Resultatet ville blive et kaotisk samfund med ledere der ikke anede hvordan de skulle styre landet.

Der kunne sikkert tilføjes mange flere grunde til ikke at ville se i øjnene, at en omstilling af samfundenes opfattelse af økonomi (og i sidste ende hele den økonomiske verdensorden) er nødvendig, hvis vi for alvor vil finde en løsning på de mange udfordringer, der ikke bare synes at hærge civilisationen for tiden, men i virkeligheden, på forskellige måder, har gjort det gennem århundreder. Men jo før vi begynder på dette arbejde, jo snarere vil vi kunne høste frugterne af det og kunne se tilbage på en tid, hvor planeten Jorden synes at stå i krisens tegn.