68 OG DET SPIRITUELLE GENNEMBRUD

”Ungdomsoprøret var en antiautoritær og utopisk strømning og subkultur i USA og Vesteuropa ca. 1965-75. Økonomisk vækst i de vestlige samfund efter 1945 udvidede den enkeltes råderum, og de nye generationer ønskede mere personlig frihed og afskaffelse af familiær og patriarkalsk kontrol. Derudover begyndte et opgør med efterkrigstidens ideologier og politiske strukturer: De vestlige, kapitalistiske lande skulle nedbryde den kolde krigs politiske og sociale grænser og standse udbytningen af den tredje verden og naturen - Ungdomsoprøret var et kulturelt vendepunkt, som introducerede nye eller glemte kulturelle idéer såsom meditation, vegetarisme, folkemedicin, økologi, fri sex og en utopisk-kommunistisk levevis. Ungdomsoprøret nedbrød gamle autoritetsformer og skabte i sit kølvand mere personlig frihed” (Ole Grünbaum – Den store Danske – 8. september 2020)  

Ungdomsoprøret blev altså en slags kulturrevolution som senere medvirkede til, ganske vist i relativt afgrænsede kredse, at frembringe nogle såkaldt spirituelle strømninger der efterhånden udviklede sig til det, der senere fik betegnelsen New-Age bevægelsen. På grundlag af disse strømninger blev der gennem årene udgivet en rigdom af litteratur der bl.a. talte om åndelige verdener og (usynlige) mestre der ville hjælpe os ved at lede os ind i en ny og bedre verden, baseret på fred, harmoni og retfærdighed.

Ifølge religionssociolog Morten Warmind, Københavns Universitet, blev New age ved overgangen til det nye århundrede afløst af Next-age. Nu handlede det om ”at individet skal blive lykkeligt. Man må selv sørge for at tjene penge og forbedre sit helbred. Den form for fokusering på selvet er i tråd med den individualisme, som er slået igennem på andre områder af samfundet i slutningen af det 20. århundrede” (Kristeligt Dagblad 7. januar 2001).

Steen Landsy ser ifølge samme artikel ”next age som det mål, tilhængere af new age har stræbt efter.” Senere i samme artikel: ”I next age bliver det enkelte individ mere ansvarlig for sine handlinger. Etikken vil komme indefra og ikke fra de autoriteter, der hidtil har dikteret den.” Og endnu senere i artiklen: ”Vi vil langsomt indse, at hvis noget i tilværelsen skal have nogen form for betydning, må vi selv finde en ny identitet. Det bliver kærlighed gennem etik. Etikken bliver så at sige ord i menneskers hjerter og ikke bare ord på en tavle, siger Steen Landsy (iflg. artiklens forfatter). Han understreger, at den individuelle opfattelse af etik og religion ikke vil svække kollektivet. - I det øjeblik det enkelte menneske tager ansvar, vil der skabes noget fælles" (Den ny tid er ovre - Liv & Sjæl - Kristeligt Dagblad 7. januar 2000)

Noget der skulle blive karakteristisk for new-age perioden og den nuværende next-age periode var behandlerkulturen. Folk kunne nu bestille tid hos en alternativ behandler, hvis man f.eks. ikke mente man fejlede noget der var alvorligt nok til at opsøge sin læge for.

En særlig form for alternative behandling kunne være ”sittings”, hvor klienten, enten liggende eller siddende overfor behandleren, modtager beskeder fra afdøde slægtninge eller åndelige lærere eller ledere, som behandleren videregiver til klienten. En anden mulighed er at behandleren, enten ved hjælp af egne clairvoyante eller meditative emner, som oftest i forbindelse med en hjælpende guide, tilbyder åndelig information, rådgivning eller vejledning til sin klient.

Dette at modtage beskeder fra ånder er dog ikke et nyt fænomen. Det er formentlig forekommet under forskellige former eller betegnelser så langt tilbage man kan se i historien. Det er dog formentlig relativt sjældent at sådanne teknikker eller fænomener er blevet anvendt til at forfatte hele bogværker. Det var dog ikke desto mindre netop det der skete i begyndelsen af det 20. århundrede i en bolig i København.

En lille gruppe mennesker samledes en gang om ugen til såkaldte bordbankninger, hvor de kom i forbindelse med ånder, der ofte havde forskellige ting at byde frem med. Det kunne f.eks. være et digt den pågældende ånd havde forfattet for, på poetisk vis, at genfortælle en episode ånden så tilbage på fra en ofte fjern fortid, ånden havde gennemlevet som inkarneret menneske på Jorden. I denne fase af de såkaldt spiritistiske seancer var bordbankningerne dog typisk blevet afløst af en mere direkte kommunikation mellem én af gruppemedlemmerne og den pågældende ånd.

Det viste sig nemlig at en af gruppemedlemmerne, Johanne Agerskov, var udstyret med evnen til at kommunikere direkte med ånder gennem tankeinspiration, en form for telepatisk forbindelse. For øvrigt en evne mange af os har, men som vi ofte kun erfarer sporadisk, fordi vi ikke har trænet os selv i at bruge evnen til dagligt.

Ved en given lejlighed kom N. F. S. Grundtvig forbi og leverede et digt han havde formuleret til lejligheden:

.

Johanne Agerskov kom, i kraft af sine gode kommunikative evner, til at spille en større og større rolle i de spirituelle aktiviteter der efterhånden kom til at tilvejebringe en hel del information og spirituelt materiale. Aktiviteterne kulminerede i et egentligt åndeligt forfatterskab, da åndelige ledere i det hinsidige, der efterhånden havde fået etableret en stabil kontakt med Johanne Agerskov som medie, ønskede at indgå i det mere målrettede arbejde der ligger i at bringe et bogværk til verden. Dette arbejde mundede ud i Vandrer Mod Lyset – ”et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden”, som fik sin første udgivelse i 1920.      

Bogen Vandrer Mod Lyset var og er et litterært projekt som det på udgivelsestidspunktet oprindeligt var tanken først og fremmest skulle henvende sig til datidens akademikere. Bogens første udgivelse i 1920 blev således fulgt op af en direkte henvendelse til flere af datidens præster og intellektuelle med en anmodning om, at sætte sig ind i værket og efterfølgende hjælpe med at gøre værkets indhold og budskab kendt for offentligheden.

Hele bogens form og indhold er et udtryk for, hvad der ud fra datidens kultur, tidsånd og verdensopfattelse (i 1920) mentes at være relevant viden og oplysning på det religiøse, religionshistoriske, filosofiske og videnskabelige område. Ved vandrer mod Lysets udgivelse i 1920 blev bogen derfor sendt til flere navngivne personer, som før deres inkarnation havde lovet at gøre sig til talsmænd for bogen, hvis det skulle lykkes at få den offentliggjort i denne verden. F.eks. blev bogen sendt til alle datidens biskopper.

Det var de overjordiske forfatteres og åndelige lederes ønske at kirken præster, gennem taler, foredrag og lign. på baggrund af Vandrer mod Lyset, skulle formidle denne åndelige oplysning til folket. Samtidig ønskede man en reformation af kirkens teologiske lære, i første omgang i Folkekirken. Det var så planen at denne reformation senere kunne bredes til landene omkring os.

Dette kunne lyde som en mærkelig målsætning, i betragtning af kirkens relativt beskedne rolle eller ”autoritet” som ”åndeligt kraftcenter” i dag, men bogen blev jo mildt sagt udgivet i en tid, der på mange måder er meget forskellig fra vores.   

De gode planer blev da heller ikke til noget, fordi kirken ikke ønskede at deltage. Præsterne frygtede at miste anseelse, såfremt de afslørede hvor de havde deres nye viden fra. De foretrak derfor Biblen i stedet og ellers at lade som om intet var hændt. 

Dette blev selvfølgelig en kolossal skuffelse for de åndelige ledere.

Men det åndelige oplysningsarbejde blev dog ikke opgivet. Man indså bare at man var nødt til at gå nye veje. Og medens 2. Verdenskrig rasede, blev der lagt planer. Hvis ikke kirken ville bære den åndelige oplysning ud til folket, så måtte det ud ad andre veje.