Hvis Økonomien Forsvandt

  1. artikel i serie


Gennem mere end en menneskealder har tusindvis af mennesker, ukendt for de fleste, gået rundt i blandt os med en hemmelig viden. En viden om at verden, som vi kender den, vil undergå en nødvendig forandring.

Baggrunden er at vi er kommet til at indrette os på en måde som strider imod naturens orden. Men kan sige at samfundene eller civilisationerne, som vi kender dem i dag, er baseret på et eksperiment som har vist sig ikke at holde. Vi kalder eksperimentet den økonomiske verdensorden. Og denne verdensorden har bragt os i uoverensstemmelse med de naturlige og oprindelige love og vilkår livet på denne klode normalt lever og udvikler sig efter.

Ikke menneskets skyld

Det er en almindelig, udbredt ide at mennesket har ødelagt naturen og kloden. Dette er efter min opfattelse både rigtigt og forkert. Det er rigtigt at vi har sat et aftryk på denne klode der på mange måder har bragt kloden og os selv ud af balance, f.eks. ved at udrette store skader på vores miljø. Men det er ikke mennesket som sådan der er problemet. Det er nogle ideer, som oprindeligt blev udviklet blandt en del af menneskeheden der handler om, hvordan vi som art bedst kan indrette os i denne verden.

 Disse ideer har så vundet hævd og bredt sig, så de i dag, efter at have undergået forskellige tilpasninger og modifikationer, er blevet verdensomspændende. I realiteten er det dog blot et tankespind der har bredt sig over hele kloden. Og dette i en sådan grad, at vi i realiteten i dag sidder fast i det som hjælpeløse fisk, hvor mange i realiteten kæmper for at overleve i nettet.

 Man kan sige at vi, for en stund, har gjort menneskehedens livshistorie til en tragisk komedie. Når jeg siger for en stund, så er det fordi der findes en udvej ud af de vanskeligheder vi er kommet til at bringe os selv ud i. Og det er bl.a. denne udvej jeg på disse sider forsigtigt prøver at beskrive.  

Vores største udfordring er formentlig, at vi så godt som ingen reel indsigt har i, hvorfor den situation vi er havnet i, er opstået. Det er der flere grunde til.

Én af grundene har noget med den menneskelige psykologi at gøre. Hvis vi hører noget tilstrækkeligt ofte, især i det offentlige rum, og det vi hører udtales af mennesker vi måske respekterer, så har det en tilbøjelighed til at blive sandhed. Det skyldes det jeg kalder ”genkendelsen psykologi”. Hvis vi således hører noget vi mener at have hørt før, måske uden at erindre i hvilken sammenhæng, så forekommer det os mere troværdigt, end hvis vi ikke havde hørt det før. 

En anden, vigtig grund er, at der ikke rigtigt var nogen der for alvor talte økonomerne imod i det offentlige rum, da de økonomiske ideer for alvor begyndte at brede sig i offentligheden. Da økonomi f.eks. i sin tid blev optaget som fag på universiteterne, vakte det efter sigende en del intern støj. Men ikke nok til at forhindre økonomisk teori i at udvikle sig til den ”videnskab” den har vundet hævd som i dag.

De økonomiske teorier bag den økonomiske verdensorden blev først og fremmest udviklet i Vesten. Senere har den efterhånden bredt sig, således at teorierne, efter at have undergået nogle variationer og polariseringer, efterhånden inkluderer så godt som alle civiliserede lande og samfund og dermed størstedelen af Jordens befolkning. Vi genkender disse polariseringerne under betegnelserne socialisme på den ene side og kapitalisme på den anden.

Den økonomiske teori har gennem nogle århundreder efterhånden antaget mange variationer som til stadighed diskuteres i økonomisk akademiske kredse. Man er dog nået til enighed om visse grundlæggende fællestræk for den økonomiske teori. Dette har gjort den grundlæggende økonomiske teori homogen nok til, at den i dag indgår som basis for enhver teori om hvordan man f.eks. opbygger, styrer og administrerer et samfund eller en stat. Dette har ydermere betydet at økonomisk teori i dag er så indbefattet i det moderne samfund og den moderne samfundsforståelse, at vi for længe siden ophørte med at overveje om det overhovedet kan være anderledes. Økonomi danner i dag ikke blot basis for vores forståelse af staten og det moderne samfund. Økonomi er simpelthen i dag basis for hele vores forståelse af verden og hvordan verden hænger sammen. Enhver form for politik og ethvert politisk program tager udgangspunkt i økonomi som en grundlæggende og begrebsmæssig forudsætning.

Kampen om ressourcerne

Vi vil i denne artikel ikke gå nærmere ind i hvad økonomi egentlig er. Det er tilstrækkeligt for os at se, at økonomi, som det sikkert er mange bekendt, er forudsætningen for vores forståelse af verden og en stor del af de aktiviteter vi kan foretage os i den. Vi kan ligefrem i nogen grad sige, at som det er i dag er økonomi = verden og verden = økonomi. Vi er praktisk taget ikke længere i stand til at gennemskue, at det egentlig ikke behøvede at være sådan. Økonomi er en måde at betragte verden på, som efterhånden i så stor en grad er blevet indbegrebet af vores forståelse af virkeligheden, at vi ikke længere er i stand til at gennemskue, at vores økonomiske syn på verden blot er en ide. At det blot er en forestilling vi har inde i vores hoveder der ikke nødvendigvis har noget med den oprindelige virkeligheden at gøre. At det altså er en ”virkelighed” vi selv har skabt og selv har valgt at indrette os efter.  

Vores udfordring er nu, at økonomien og vores økonomiske syn på verden, har bragt os i uoverensstemmelse med det vi kunne kalde naturens orden. Naturfolkene kendte den udmærket, denne orden. De levede med den i deres hverdag. Men af forskellige grunde røg vi altså på den galej at dette ikke var godt nok. Naturen var noget vi skulle gøre os uafhængige af og udnytte. Vi så den ikke som noget vi kunne integrere os med.

Derved kom vi til at skabe nogle vanskeligheder for os selv. Vi kom f.eks. til at adskille os fra naturen og de love der opretholder den. Vi gjorde det bl.a. fordi vi troede naturen var en primitiv modstander som vi bør lægge afstand til, eller prøve at overvinde. ”Målet må være vores egen og samfundets udvikling, uafhængig af naturen”, tænkte vi. ”Naturen kan være meget pæn at kikke på. Men den er for primitiv. Den vil lægge os for mange hindringer i vejen. Til gengæld kan vi udnytte dens ressourcer i indretningen af vores liv og samfund”, mente vi.

Vi var udmærket klar over, at hvis vi skulle opbygge en civilisation fra grunden, f.eks. i Den Ny Verden, som vi var begyndt at emigrere til, så skulle vi have adgang til ressourcer. Et andet problem vi stod med var, at vi hjemmefra havde lært, at hvis vi for alvor skal opbygge noget, ikke mindst når det f.eks. gælder en ny stor koloni, så skulle vi have penge med hjemmefra. Også dengang var adgang til penge eller kapital lig med indflydelse og magt. Havde man ikke kapital, kunne man ikke udrette ret meget.

Samtidig havde økonomerne og samfundstænkerne hjemme i Europa allerede lært os, at der ikke er nogen ide i bare at gå ud i naturen og hente de ting, altså de materielle ressourcer, vi skal bruge til f.eks. at opbygge det samfund vi ønsker. Ressourcerne kan udnyttes bedre, hvis man handler med dem, havde vi lært.

Når vi handler med ressourcerne, f.eks. med de råvarer vi har brug for, bliver de pludselig ikke længere tilgængelige for alle, selvom der egentlig kunne være rigeligt af dem. Til gengæld bliver de til varer, dvs. noget man kan bytte eller handle med. Bytteværdien eller handelsværdien af varerne bestemmes så af, hvor nemme varerne er at få fat i, og i hvor høj grad der er brug for dem (udbud og efterspørgsel).

Derfor hindrede man, måske i endnu strengere grad end hidtil, almindelige menneskers fri adgang til naturens ressourcer og råvarer. Og derfor blev den hvide mands udvandring til f.eks. Amerika i høj grad baseret på præmisser der tilgodeså dem der havde kapital, fuldstændig som man kendte det i Europa. Og dermed blev den hvide mand ført endnu længere væk fra en naturlig tilknytning til naturen og måske i virkeligheden også fra sig selv. Hvilket viste sig i sin grelleste form for de naturfolk, hvis land den hvide mand mente han havde rettighederne til. Den historie kender vi. 

Naturen er imidlertid på sin vis mennesker overlegen. Det er den f.eks. mht. sin levedygtighed og i kraft af sin evne til at tilpasse sig og eksistere i balance med sig selv. Da vi derfor i sin tid besluttede at gøre os uafhængige af naturen og skabe vores samfund på vores egne præmisser, adskilt fra naturen, bragte vi os i en sårbar situation. Vi var nemlig stadig afhængige af naturens ressourcer. Og denne sårbarhed blev blot endnu større af, at vi havde begrænset retten til naturens ressourcer til kun at omfatte dem, der havde økonomisk mulighed for at handle med dem eller købe dem.

Derfor blev det menneskehedens skæbne at indtræde i en kamp med sig selv om adgangen til ressourcerne og sin egen overlevelse. En evindelig kamp vi også er vidne til i dag.  

Denne kamp næres først og fremmest af frygt. Frygt for at der ikke er ressourcer nok til alle. Frygt for at komme i en situation hvor vi ikke har til dagen og vejen. Frygt er derved blevet et af den menneskelige tilværelses vilkår; den første og vigtigste årsag til stort set alle klodens konflikter og kampe, meget forenklet sagt.

Helligånden

Men tilbage til hemmeligheden og dem der kender den. Jeg ser ingen grund til at skjule at jeg er med på det hold.

Vi er bærere af en indsigt og viden vi skal bruge til at hjælpe verden, dvs. os alle sammen, ud af den knibe vi er havnet i. Menneskeheden formår ikke selv, med den viden den i dag har til rådighed, at frigøre sig fra de vanskeligheder den har skabt for sig selv. Vi har altså alle sammen brug for hjælp til at løse vores problemer, først og fremmest fordi vi tilsyneladende ikke kan gennemskue dem.

Vores vanskeligheder handler ikke blot om klimakrise, om ødelæggelse af miljøet og om ødselhed og overforbrug af klodens ressourcer. Det handler i mindst lige så høj grad om de katastrofer vi konstant skaber for os selv med vores evindelige kampe, der først og fremmest går ud over uskyldige, nemlig civilbefolkningerne. Vi har tydeligvis ikke evnen eller viljen til at gennemskue disse katastrofer og de dybest liggende årsager der frembringer dem. Det handler derfor også om at vi har brug for at noget større end os selv hjælper os med at bringe i det mindste de værste indbyrdes kampe og voldelige overgreb mod uskyldige til standsning.

Vi kan ikke forhindre volden. Men vi kan medvirke til at fjerne de årsager der frembringer den. Dette handler først og fremmest om viden og oplysning. På sigt skulle dette gerne føre til en normalisering af forholdene på kloden.

I sidste ende bliver det dog op til os selv, hver især, om dette forberedende og oplysende arbejde vil bære frugt. Den håndsrækning menneskeheden tilbydes bliver nemlig ikke trukket ned over hovedet på os. Vi må tage imod den frivilligt. Og på et eller andet tidspunkt må vi også tage stilling til, om vi vil tage imod de nye muligheder eller forblive i det gamle.

Nu kan vi jo ikke tage imod noget nyt, hvis vi ikke ved, hvilke fordele og ulemper der følger med at tage imod det nye eller blive ved det gamle. Derfor har alle selvfølgelig ret til at blive sat ind i hvad det handler om. Det betyder at enhver i princippet selv må tage stilling til om man har brug for den viden vi kan tilbyde og hvornår man vil tage imod den. Vi, der bærer denne viden, kan ikke gøre andet end at stille den til rådighed og lade det være op til vores medmennesker i hvilket omfang der er brug for den. 

Vi arbejder for Helligånden. Dvs. at det er Helligånden der leder os i vort arbejde, direkte eller indirekte. Det vil også være Helligånden der står inde for den hjælp vi yder eller tilbyder, hvad enten det er oplysning, vejledning, healing eller hvad det ellers måtte være.

Helligånden er et usynligt, åndeligt nærvær som vi kan erfare og få kontakt med, hvis vi ønsker det. Vi behøver ikke være religiøse for at komme i kontakt med dette nærvær. Men det vil naturligvis gøre det nemmere for os at kommunikere med det, hvis vi er parate til at acceptere dets tilstedeværelse. Enhver kommunikation med Helligånden vil dog i princippet være en sag mellem Helligånden og hvert enkelt menneske selv. Det er altså et personligt anliggende andre ikke behøver blande sig i.

Helligånden har et tilbud til os som meget forenklet kan udlægges således: Hvis vi giver slip på pengene og tager ansvar for verden, så sørger Helligånden for resten. Dvs. at så sørger Helligånden (eller universet, om man vil) for, at vi altid har hvad vi skal bruge.

Dette tilbud er egentlig lige så simpelt som det lyder. Der ligger dog en udfordring foran os vi først skal overvinde. Nemlig at vi må frigøre os fra alt det der forhindrer os i at leve efter dette simple princip. Der er både mentale forhindringer og det jeg vil kalde strukturelle forhindringer.

De mentale forhindringer har at gøre med hvilke billeder og ideer om verden vi bevidst eller ubevidst bærer rundt på inde i vores hoveder. Der er f.eks. næppe ret mange der forestiller sig at vi udmærket kunnet have indrettet et lignende samfund som det vi har i dag, blot helt uden de økonomiske begreber og begrænsninger vi kender. Vi har med andre ord nogle forudindtagede ideer om, hvad der er muligt og ikke muligt. Dette er eksempler på det jeg kalder mentale begrænsninger eller mentale forhindringer.

Vi skal altså i princippet give slip på pengene og de økonomiske forhindringer, hvis vi for alvor skal drage fordel af det nye. Men dette vil uvægerligt også medføre at vi kommer i konflikt med nogle af samfundets love. Dette er et eksempel på det jeg kalder strukturelle forhindringer. Helligånden forventer ikke at vi skal blive lovbrydere for at kunne tage imod de nye muligheder. Derfor bliver vi på dette punkt nødt til at befatte os med tålmodighed:  

Hele samfundets ressourcemæssige infrastruktur er jo bundet op på pengestrømninger, samt love og regler der understøtter disse pengestrømninger. Det betyder, at dette at vi hele tiden betaler penge til hinanden er forudsætningen for, at samfundet fungerer i dag. Den frie overførsler af penge mellem samfundets forskellige indretninger, virksomheder, institutioner samt private og offentlige aktører er lige så livsvigtige for samfundet som blodets strømninger i vores åre er det for vores legemer. Derfor er det ikke bare lige at give slip på økonomien og de økonomiske love der binder samfundet sammen. 

Hvis vi derfor som samfund ville udnytte de nye muligheder nu, så ville det kræve at vi kollektivt besluttede os for det på demokratisk vis. Og så ville vi alligevel blive begrænset af at vores bånd til andre lande også er bundet op på økonomi og økonomiske love. Det er det jeg kalder globale, strukturelle forhindringer. Helligåndens tilbud er jo heller ikke alene til os, det danske folk. Det er til hele verden. Så vi taler altså her om nogle muligheder vi realistisk set ikke rigtigt kan anvende endnu, fordi verden formentlig endnu ikke er parat.  

”Hvorfor sender jeg så alt dette ud nu, når vi alligevel ikke kan bruge det?” vil man naturligt spørge.  Svaret er naturligvis, at det gør jeg, fordi der er en risiko for, at den krise vi står i lige nu, kan blive forværret.

Som jeg tidligere var inde på, bragte vi os i en sårbar situation da vi besluttede at gøre vores adgang til ressourcer betinget af økonomiske midler. Denne sårbarhed overfor mangel på betalingsmidler er ikke mindre aktuel i dag. Samtidig er vi i en situation hvor vi ikke realistisk har udsigt til at kunne standse flygtningestrømmene mod Europa. Der er ingen der siger at flygtningesituationen nødvendigvis bliver værre. Blot at der er en risiko for det.

Hvis tilstrømningen af flygtninge mod vores grænser forværres væsentligt i de kommende tider, kunne vi komme i en situation hvor mange begynder at beskytte deres kapital og økonomiske værdier. Dette kunne hurtigt udvikle sig til at vi kommer til at mangle betalingsmidler. Hvis pengestrømningerne i samfundet som følge af dette går i stå, vil samfundet også gå i stå.

Hvis dette imidlertid skulle ske, er vi ufrivilligt bragt i en situation, hvor vi har mistet grebet om pengene. Man kunne også vende det om og sige at pengene ville have mistet grebet om os. Vi ville dog samtidig ikke længere være begrænsede af økonomien.

Vi kan lige så godt se i øjnene, at økonomien, som den fungerer i dag, skaber langt flere begrænsninger og lægger langt flere hindringer i vejen for os, end den giver os muligheder. Økonomien giver ganske vist nogle adgang til en række forbrugsgoder. Men den begrænser eller hindrer også andres adgang til dem. Først og fremmest hindrer den dog i høj grad vores handlingsfrihed, og leder i overvejende grad vores fokus over på overlevelse og forbrug, hvor det ikke så meget handler om hvad vi vil give til verden som det handler om, hvordan vi klarer os i den, og i hvilken grad vi har fået succes mht. vores evne til at forbruge.

Hvis økonomien gik i stå, ville den vigtigste forhindring for at vi kan fortsætte eller genopfinde samfundet på et nyt og bedre grundlag være forsvundet. Vi ville få mulighed for at prøve de ting af vi blandt andre steder bliver oplyst om på disse sider. For hvis økonomien pludselig ”forsvandt”, ville de love og regler der følger den naturligvis blive sat ud af kraft - Der er ingen der siger at det vil gå sådan. Men hvis det sker, er det altså min påstand at vi vil få mulighed for at komme videre på et bedre grundlag. Og jeg mener det kunne være nyttigt at oplyse om disse muligheder allerede nu.

 

28. april 2019 – Kim Garlin