Flygtningesyndromet

Flygtningesyndromet


Der er stor bevågenhed omkring klimaforandringerne for tiden. Naturvidenskaben står klar med forklaringer og klare budskaber til os: Vi må nedbringe koncentrationen og udledningen af de gasser i Jordens atmosfære der medvirker til at klimaet, dvs. klodens atmosfære, er blevet varmere i de senere år.

Samtidig har vi, særligt i det seneste årti, oplevet at antallet af flygtninge der søger mod Norden og Europas grænser er stigende. I forhold til dette fænomen er der imidlertid ikke så mange forklaringer til rådighed i det offentlige rum. Blot nogle teser. Vi taler om flygtninge, underforstået ”rigtige” flygtninge. Vi taler om ”bekvemmelighedsflygtninge” og vi taler om indvandring.

Det er ikke min intention her at yde endnu et bidrag til flygtninge og indvandringsdebatten som sådan. Blot at grave lidt dybere for at se, om der ligger andre årsager end ”misundelse” eller ønsket om at få del i vores velfærd, til grund for at folk fra fjerne lande er så ivrige efter at søge op til os.

Overmod og desperation

Der er nok bred enighed om, at flygtningene udviser en usædvanlig adfærd når de f.eks. tilsyneladende er parate til at færdes frit på vores motorveje. Eller når de i tusindvis lader sig sejle over Middelhavet i overfyldte skibsvrag, joller eller gummibåde. Vi spørger os selv om disse mennesker er gået helt fra snøvsen, når de tilsyneladende tilsidesætter al sund fornuft og omtanke, ikke mindst mht. deres egen sikkerhed, i deres forsøg på at komme til Europa. Hvad driver dem gennem et sådant tilsyneladende vanvid? Svaret må være, at det er flygtningenes og indvandrernes egen iboende selvopholdelsesdrift der driver dem.

Selvopholdelsesdriften aktiveres som bekendt når vi trues på vores eksistens eller eksistensgrundlag. Når dette sker, vækkes instinkter til live, hvis formål det er at hjælpe os med at overvinde det der truer os, eller for at hjælpe os med at tilvejebringe eller genetablere de forhold eller forudsætninger der ligger til grund for vores eksistens. Vi taler om simple, men stærke forsvarsmekanismer der normalt ligger som hvilende drifter, blandt andre drifter, i vores underbevidsthed. Drifter og ubevidste mentale kræfter så stærke, at sund fornuft ikke altid kan ”tale dem ned”.

Vi kunne måske undre os over, hvorfor ønsket om at søge op til os ikke bare er en drøm, lidt på samme måde som vi engang drømte om ”landet fyldt med mælk og honning”.

Da man i sin tid begyndte at realisere drømmen om Amerika, lå der næppe en egentlig drift bag. Det handlede nok snarere om lyst til eventyr og en overbevisning om, at man måske kunne skabe sig en bedre fremtid i den ny verden. De færreste var vel parate til ligefrem at sætte livet på spil på synkefærdige både for at komme af sted. Men søgningen mod Europa har altså tilsyneladende mere karakter af ”en kamp på liv og død” end det har karakter af en drøm om en bedre fremtid.

”Men hvorfor søger de helt op til os?”, spørger vi. ”Det er jo kun de flygtninge der har økonomiske muligheder for at betale for turen, der søger helt op til os. Med hvilken ret søger de helt herop, når de i stedet kunne blive i nærområderne og hjælpe med at genopbygge deres samfund, når konflikterne engang er bragt til afslutning?”, spørger vi hverandre.

En del af svaret kender vi allerede: Den sikkerhed og velfærd vi kan tilbyde i Norden, samt det faktum, at nogle flygtninge rent faktisk har bedre økonomiske muligheder end andre for at rejse, giver naturligvis sig selv.

Men der er en grund mere til at de netop søger op til os. Og denne grund handler om, at de flygtninge der har tilhørt middelklassen i de lande der nu hærges af katastrofer som følge af f.eks. oprør eller konflikter, rent faktisk identificerer sig med vores økonomiske velstand i lige så stor grad som vi selv gør det.

Paradoksalt nok identificerer de sig ikke nødvendigvis med vores samfund som sådan, eller med vores traditioner og kultur. Måske foragter de den ligefrem, vores kultur. Dette på trods af, at de agter at bosætte sig midt i den. Og den holdning forstår vi naturligvis ikke. Hvorfor søger indvandrere og flygtninge herop, når de måske ikke engang ønsker at tage ligeværdig og aktiv del i vores kultur og samfund?

Svaret er, at det gør de, fordi de mener de har ret til at fortsætte det forbrugs og middelklasseliv de mistede, eller måtte opgive i deres hjemland. Og hvis ikke deres hjemland kan give dem deres tabte tilværelse tilbage, så må de rejse til de dele af verden der kan. 

”Hvordan kan de tænke sådan?” spørger vi med undren os selv. ”Vi har selv møjsommeligt bygget vores velfærdssamfund op gennem flere generationer. Hvordan kan de tro de bare kan komme her og rage alt det til sig vi selv har arbejdet for? Det mindste de kan gøre er da at respektere vores kultur og vores samfundssystem når vi tager imod dem og forsøger at integrere dem iblandt os. Hvorfor gør de ikke selv noget for at blive integreret?”, spørger vi.

Svaret er, at det er der også mange der gør. Måske fordi de er nået til erkendelse af, at integration i det samfund de er flygtet til er et godt udgangspunkt for at klare sig godt eller skabe sig en fremtid. Og så er der altså nogle der tilsyneladende viser mindre villighed til at lade sig integrere og måske i højere grad end andre søger at bevare deres medbragte sociale normer og kulturelle værdier fra deres hjemlande.

”Hvorfor viser disse grupper ikke større taknemlighed, f.eks. i form af villighed til at lade sig integrere, når de nu gerne vil have del i vores velfærdssamfund?”, spørger vi. Svaret er, at det til dels skyldes nogenlunde de samme årsager, som at der er årsager til, at der i snart mange årtier er blevet opbygget et stigende had mod Vesten i mange muslimske lande.

”Hvorfor hader de os sådan?”, spurgte George Bush da tvillingetårnene var nedlagt. Det gør de, de fortrinsvist mellemøstlige befolkningsgrupper vi i dag betegner som ”muslimerne”, fordi de på samme tid misunder os vores forbrugs og velfærdssamfund og foragter os for netop det samme. De vil gerne tage del i den velstand de ser vi andre boltrer os i, samtidig med at det står lysende klart for dem, at vi i deres øjne ikke er kommet til vores velstand på helt ærlig vis. Når vi så, set med deres øjne, ud fra vores bedste intentioner, f.eks. forsøger at ”sælge” vores demokrati til dem og deres samfund, så ser de det som hykleri.

Hykleri i forklædning?

Grunden til at de ser det som hykleri er, at vores demokrati, humanisme og snak om menneskerettigheder, set med deres øjne, mest af alt er noget vi pynter os med og bruger til at skjule det de ser som vores virkelige ansigt og morale: Den morale der siger, at det er ok at lade andre folkeslag betale prisen for vores forbrug og velfærd, når blot der anvendes ord som f.eks. markedsøkonomi, markedskræfter og international samhandel etc. til at forklare os selv og andre, hvad det handler om. Lad os lige bruge et øjeblik på at skitsere hvad det er vi taler om her:

Vi i de såkaldt industrialiserede lande har brug for en konstant tilstrømning af ressourcer udefra for at vores samfund, virksomheder og private økonomier skal kunne fungere. Samtidig har det forbrug vi har baseret vores økonomi og velfærd på, ikke gjort vores behov for tilførsel af varer mindre. Varer vi ofte må hente fra andre lande og samfund. Og mange af de ting vi i dag betragter som selvfølgeligheder og som vi dagligt køber og handler med, er frembragt af råvarer vi har hentet fjernt fra vores egen kultur.

Nu er det jo sådan, at vi gerne vil have en stabil forsyning af de varer og materielle ressourcer vi skal bruge og også gerne til så lav en pris som muligt. Derfor handler vi med de opkøbere eller de handelsfolk i fjerne lande der kan skaffe os tingene billigst. Og vi er sådan set ligeglade med, hvorledes disse fjerne opkøbere eller handlende selv har fremskaffet varerne eller råvarerne. Om de f.eks. er fremskaffet ved at udnytte eller udplyndre befolkningerne eller ved at tømme deres egne lande og samfund for de ressourcer der måske ellers ville have sikret, at den almindelige befolkning i disse lande kunne brødføde sig selv. Nogle af råvarerne er måske også skaffet ved at nedbryde eller forgifte andre landes og samfunds oprindelige natur og miljø af ”økonomiske” grunde. Samtidig undrer vi os måske over fattigdommen i verden og tilstrømningen af flygtninge til vores del af verden.

Men sandheden er jo at der intet mystisk er i, at fjerne landes befolkninger søger herop, hvis de rent faktisk oplever at vi udplyndrer dem eller deres lande for de ressourcer, eller den økonomi, der måske kunne have sikret deres overlevelse i deres hjemlande. Der er heller intet mystisk i, at befolkningerne flygter fra de krige og konflikter vi selv har været med til at frembringe, blot fordi vi gerne vil have billige råvarer - Det sidste her er jo vigtigt. Hvis vi gerne vil forstå og medvirke til at nedbringe de konflikter der skaber de flygtningestrømme vi er vidne til, så bliver vi nødt til også at kikke på vores egen rolle i det der forgår. Ikke fordi vi skal føle os skyldige. Men fordi det kan gavne både os selv og de flygtende at gennemskue de mekanismer der holder de konflikter i gang som man flygter fra. 

Et demokratisk paradoks

Vi lever i et af verdens bedste og mest retfærdige samfund. Og vi er heller ikke selv i tvivl om at vi gennem mange år og på mange områder har sat et rigtigt godt aftryk i verden og skabt et rigtig godt renomme i andre lande, nære som fjerne. Men vi tilhører også den vestlige verden og den samfundsfilosofi og teori Vestens demokratier bygger, og er grundlagt, på.

Som andre samfund, gør vi også gerne opmærksom på, hvad vi tror på: Det der binder verden sammen er handel. Vi er af den overbevisning, at når blot verdens lande kan handle med hinanden, så skal alt nok gå. Konflikter kan forhindres i at opstå. Velstand kan spredes. Samfund kan udvikles. Ulande og diktaturer måske ligefrem gøres demokratiske – vi er jo selv demokrater. Og demokratiet er jo nok, måske sammen med teknologien, vores helt store brand. Det vi mener alle andre bør tage ved lære af. Vores demokrati er noget vi er stolte af. Og naturligvis med rette.

Det er bare ikke nødvendigvis sådan alle, f.eks. i de mellemøstlige lande, ser os. De ser, at vi holder liv i en lille økonomisk ”overklasse” i deres hjemlande, der ofte enten selv udgør, eller støttes af, korrupte politikere, der vil gøre alt for at beholde deres privilegier; ofte på deres, den øvrige befolknings, bekostning.

De ser, at vi derved medvirker til at skabe uretfærdighed, spændinger og somme tider fattigdom i deres egne hjemlande, og at dette igen skaber grundlag for de oprør, konflikter og kampe de naturligt ser sig selv som ofre for.

De ser, at den såkaldte udviklede del af verden ganske enkelt skaber grundlaget for mange af de forbrydelser der ofte udføres af deres hjemlandes egne regeringer, magthavere og ledere, blot for at disse magthavere og ledere kan bevare deres privilegier, magt og indflydelse. Og de ser at disse forbrydere ofte kun kan bevare deres magt og privilegier på grund af netop vores og stormagters økonomiske interesser. I deres øjne har vi i den vestlige verden, på trods af vores humanistiske og demokratiske samfundssystemer, simpelt hen baseret vores samfund og eksistens på en stor uretfærdighed, i forhold til store dele af den omgivende verden; måske ligefrem en forbrydelse. Og dette blot fordi vi vil have adgang til deres råvarer så billigt som muligt. De ser at vi som oftest lukker øjnene for årsagerne til de konflikter der ofte hærger deres hjemlande, f.eks. med henvisning til at ”vi som demokratiske lande ikke kan blande os direkte i andre landes interne anliggender”.  

Logikken bag visse andre folkeslags ofte kritiske syn på Vesten skal nu forstås således: Efter således at have konstateret at vores velstand og samfund i deres øjne dybest set bygger på en uretfærdighed, er det naturligt for dem at konkludere, at når vores etik og moral rent faktisk ligger så lavt, at vi er parate til at hjælpe forbrydere til magten i deres egne hjemlande, blot for at få stabil og billig adgang til deres ressourcer, så har de også ret til at forlange, at den velstand vi har formået at udlede af deres ressourcer, rent faktisk blevet delt med dem. For havde det ikke været for deres egne hjemlandes og folks lidelser og ofte, så var vores velfærdstater muligvis aldrig blevet til noget. Sådan tænker mange af de, der kommer til os. Og sådan tænker mange af dem der blev tilbage.

Dette bliver vi nødt til at forholde os til, selvom det er ubehageligt. Vi bliver nødt til at tage stilling til om f.eks. den stigende, mellemøstlige kritik rettet mod Vesten er berettiget. Og hvis vi når frem til at den er berettiget, så bør vi tage stilling til. hvad vi kan gøre ved det.  

”Jamen hadet mod Vesten er da noget fundamentalistiske imamer og fanatiske, religiøse politikere forsøger at opildne til blandt deres befolkninger. Det er noget de gør for selv at opnå indenrigspolitisk magt til at kunne indføre et religiøst styre, der vi føre dem selv til magten. Og dette vil jo så blive i et samfund der nærmest må kunne betegnes som en direkte modsætning til vores demokrati”, vil vi indvende. Og dette er jo for så vidt rigtigt.

Naturligvis spiller præsterne og andre religiøse, politiske interessenter en vigtig rolle for det religiøse massehysteri vi ofte er vidner til. Men det ville være lige så rigtigt at påpege, at Islamismens indflydelse på de respektive befolkninger måske havde været mindre, såfremt demokratiet eller det retfærdige samfund havde haft bedre vilkår i disse kulturer og samfund fra begyndelsen af. Mon ikke islamiseringen reelt bunder i folkenes ønsker om større lighed og retfærdighed? Og kunne det tænkes at folkene ser et fanatisk islamisk styre som en bedre garanti for en fremtid end Vestens demokrati, der i deres øjne sætter penge og forbrug højere end i hvert fald deres menneskelige værdighed?

Tid til selvransagelse?  

Måske er det tid til selvransagelse. En selvransagelse, der måske kan hjælpe til os en større forståelse for årsagerne til den nød, de kampe og de konflikter der stadig hærger Mellemøsten og andre fjerne lande, samt de flygtningestrømme disse kampe og konflikter genererer. Måske er det på tide at vi ser os selv og vores eget ansvar for klodens mange konflikter i øjnene, ud fra en erkendelse af, at den mest effektive måde hvorpå vi kan beskytte os mod fremtidige flygtningestrømme simpelt hen består i at medvirke til, at de bagvedliggende konflikter ikke opstår.

Vi kan ikke standse flygtningestrømmene mod Europa. De kan kun standses af flygtningene selv. Vi kan heller ikke forhindre hadet mod Vesten i muslimske lande. Vi kan kun tage den kritik, der rettes mod os eller mod vort samfundssystem, til efterretning og så prøve om vi i fremtiden kan give dem grunde til at hade os mindre.

Det vi kan gøre er derimod at være ærlige overfor os selv og vedkende os, at principperne i det økonomiske system Vesten f.eks. har baseret sin eksistens på, mildest talt har nogle yderst uhensigtsmæssige ulemper. Vi kan ikke, blot af økonomisk politiske grunde, eller med henvisning til den fri, globale handels fortræffeligheder, eller andre landes ret til selvbestemmelse, lukke øjnene for, at vi ofte indirekte holder forbrydere eller inkompetente ledere ved magen i de lande vi har samhandel med. Vi bliver derfor nødt til at acceptere, at såfremt vores forbrugsfinansierede samfund ikke kan fungere uden at vi utilsigtet medvirker til også at financierer forbrydersyndikater eller inkompetente politikere og regeringer i andre lande, så har vore samfundssystemer spillet fallit. Så har vi ikke så meget at have vores velstand i, selv om vi kalder os demokrater. For så er vores velfærdssamfund jo i realiteten baseret på andre folkeslags bekostning.

Ethvert samfund er baseret på de ideer det er grundlagt på, de værdier der holder det sammen og det folk der har skabt det. Hvis der derfor ikke er noget i vejen med os selv, eller det demokrati vi med rette er stolte af, så må vi kikke efter fejlene i de ideer, dvs. den filosofi, vi har valgt at basere samfundet på. Måske handler de justeringer der måske skal til blot om at forbedre fundamentet. Måske skal vi kikke på de grundlæggende teser vi har baseret vores økonomi og økonomiske forståelse på. Dette vil vi måske kikke nærmere på i en senere artikel.  

Kim Garlin